Endnu et forslag til beboermøde

Der er sket en fejl i sagsbehandlingen i GAB, hvor et forslag der var indsendt til det ekstraordinære beboermøde, hvor det ikke kunne komme på, blev glemt i forbindelse med udsendelsen af materialet til regnskabsbeboermødet.

GAB anbefaler at beboermødet beslutter at dette forslag, der også har været bragt i Galgebakkeposten, kan tages op til debat:

Forslag fra Benny Klausen

På regnskabsbeboermødet torsdag d. 18. april stiller jeg forslag om, at D2 prøvehuset fra Øster ikke skal indgå som en del af det nye planlagte beboerhus.

Begrundelsen er, at D2 prøvehuset er for dyrt at genbruge, og det vil gøre det for besværligt at lave en god grundplan og en optimal indretning efter vores behov. Samtidig er prøvehuset vandskadet og skimmelramt.

Bo-Vest gav os dengang et ‘billigt’ tilbud for at overtage det fejlkonstruerede prøvehus, men det kan vise sig at blive både for dyrt og for dårligt. Spørgsmålet er også, om de 60 m2 er stort nok til et nyt festlokale.

Lad os skrotte genbrug af D2 prøvehuset. Så kan vi inddrage flere af husets brugere i planlægningen og måske få et lidt større festlokale og lidt mere plads til de forskellige beboeraktiviteter.

Det vil helt sikkert blive bedre, og det er ikke sikkert, at det vil blive dyrere.