Galgebakkeposten om nye lamper

I det aktuelle nummer af Galgebakkeposten, der er husstandsomdelt, og som kan downloades her på siden, kan du blandt andet læse om nye lamper i Galgebakken. Læs nedenstående indlæg og meget mere i decembernummeret af Galgebakkeposten.

I forbindelse med renoveringen skal alle parklamperne i Galgebakken udskiftes. Vi har tidligere besluttet os for at opsætte en ny udgave af Albertslundlampen, som til forveksling ligner den lampe vi har i dag men med en mere sofistikeret styring og lysdæmpning. 

Teknik & Miljø afdelingen i Albertslund Kommune har nu rettet henvendelse til Galgebakkens Lysudvalg med et forslag om, at vi i stedet udskifter lamperne med et andet lysarmatur, Københavnerlampen Mini. 

Teknik & Miljø argumenterer med lavere el-forbrug og bedre lys comfort. På sidste GAB møde behandlede vi kommunens forslag og konkluderede, at vi ønskede et møde med kommunens projektleder, som hedder Rasmus Pram Nielsen, for at få et bredere grundlag at træffe beslutning på. Vi har derfor skrevet brev til projektlederen som følger: 

  • Vi ønsker en ordentlig information om, hvorfor I i kommunen mener, vi skal lave om på vores beslutning om valg af lamper. 
  • Vi ønsker en ordentlig information om, hvor I tænker de ‘nye’ lamper skal placeres. 
  • Vi ønsker at se lamperne i funktion her i Galgebakken og ikke i en anderledes bebyggelse (læs: Pilehusene). 
  • Vi ønsker at vide, hvordan en længere beslutningsproces vil påvirke, hvornår Galgebakken får lys. 
  • Dette og sikkert meget andet vil vi meget gerne tage et møde med dig om. 
  • Hvornår vil det passe dig? 

GAB er klar over, at sagen skal behandles på et beboermøde og, at et eventuelt skift til Københavnerlampen Mini kræver en hurtig beslutning for ikke at forsinke opsætning af ny parkbelysning i Galgebakken.